To husmårer aflivet i Oksenvad Lagt online den: 6. marts 2010
Indlæg ved Birgitte Boesen: To husmårer måtte for nylig aflives, de var p.g.a. en stor snedrive op ad en tom gylletank var faldet ned i tanken. Jeg blev opmærksom på dem, da jeg hørte vedvarende skrig og jammer, som når katte sloges. Jeg gik efter lyden og fandt to meget forrevne mårer i naboens tomme gylletank, de havde ikke en chance for at komme op og var temmelig medtagne af deres slagsmål.
Jeg fik fat i Kjeld Holm, som kom og skød dem. Moralen i denne lille hændelse må være at holde øje med store snedriver op ad siderne på gylletanke, også andre levende væsener kan havne i samme situation, som de to mårer.
I øvrigt er foruden lærken nu også viben kommet. Jeg så en flok oppe ved Sømosen igår d.4/3.

|