Oksenvad Menighedsrådspensionistudflugt
Lagt online den: 27. juni 2016

Den 14/6 gik menighedsrådets pensionistudflugt til Glud og Juelsminde. Vi havde en fin tilslutning med 49 tilmeldte, men med sidste års våde udflugtsvejr og en vejrudsigt med regn og byger kunne det jo godt ende med en gentagelse af sidste års tur, men med opholdsvejr og posetive og glade deltagere blev turen vellykket.
Vi kørte til Kolding, og videre ad motorvejen til Vejle og dernæst østpå mod Juelsminde og Glud. Lige før Stouby, Hvor Bjerre Herred begynder tog vi en afstikker fra Juelsmindevejen og kørte tæt forbi Rohden Gods,s flotte hovedbygning. Godset ejes og drives af legoarvingen Anders Kirk Johansen og er anerkendt for sit planteavlsarbejde – specielt her i disse E.M. fodbolddage, hvor græsset ligesom tidligere på nye anlæg bliver anlagt med danskavlet græsfrø.
Bjerre Herred har en lang årrække været kendt for sine driftige landmænd. Udviklingen er heller ikke gået i stå, da flere landmænd driver sideløbende storlandbrug i udlandet, Det økologiske postordre/handelsselskab Årstiderne med 45.000 kunder fik også sin start på det økologiske Barritskov Gods.
Glud frilandsmuseum var vores første mål på turen. Her serverede menighedsrådet medbragt formiddagskaffe inden vi i to hold blev vist rundt i de historiske bygninger af inspirerende guider, som virkelig brændte for opgaven. Redskaber og bygninger kan nogle af os godt erindre fra barndommen, men museet er en kulturarv til den robot og it-generation, som kommer efter os.
Efter besøget i Glud spiste vi middag i lyse lokaler på Liniepavillonen i Juelsminde. Her var også havudsigt, som minder mig om min barndom, hvor vi sejlede på de lavtvandede sunde i Horsens Fjord. Her var der også nogle lokale fiskere, som strøg rejer på Skomagergrunden og Svanegrunden ved Endelave, som vi kunne se fra Liniepavillonen. Nu 5 år efter guldkonfirmationen samles vi stadig årligt i et sommerhus ved Gyllingnæs og her bliver minderne om rejefiskerne , som med simple midler fiskede rejer til de fine hoteller genopfrisket.
I Juelsminde Besøgte vi havnemuseet og kørte en rundtur i byen, hvor 2 guider fortalte om byens udvikling fra havneby med jernbanespor til færgeoverfart mellem Juelsminde og Kalundborg, som er lukket til fordel for lystbådehavnen. Senere besøgte vi As kirke og Palsgård. As kirke ligger naturskønt tæt ved strandkanten og er nyrenoveret. Palsgård er en herregård med en 100 år gammel tradition for produktion af ingridienser til fødevareindustrien herhjemme og i udlandet, hvor den har flere datterselskaber. Palsgård erhvervedes i 1908 af fabrikant Einer Schouv, som også var medvirkende til Juelsmindes udvikling. Schouv tog initiativ og sponsorerede stort set opførelsen af Juelsminde kirke, som blev indviet d. 8/6 – 1913. Inden hjemturen var der eftermiddagskaffe med lagkage på lystbådehavnen i Juelsminde.

Henning Toftegård, Oksenvad Menighedsråd. Foto, Hans Kisendal.





Formiddagskaffe i Glud




Glud Frilandsmuseum












































Middag på Liniepavillonen i Juelsminde










Juelsminde Havnemuseum


As Kirke






Eftermiddagskaffe med lagkage i Juelsminde