Til minde om Egon Trapp

EgonTrapp.jpg (29963 bytes)
Egon Trapp blev 58 år. Begravelsen finder sted
torsdag den 27/11 ved Oksenvad kirke.

Mølby den 26. november 2003
Søndag den 23. november 2003 modtog vi helt uforberedt budskabet om, at Egon Trapp var død. Egon faldt om ved udøvelsen af sin hobby som håndbolddommer og døde et par timer senere på Aabenraa sygehus.

Egon Trapp var født og opvokset i Mølby, og han fulgte i faderens fodspor som murermester.
En forretning han drev, indtil han i 1982 blev halinspektør i den nyopførte Sommerstedhal sammen med sin kone Tove. Her har han haft sit virke lige siden til glæde og gavn for alle foreninger, som benyttede hallen.

Som yngre var han aktiv fodbold- og håndboldspiller i Oksenvad I. F., og i en årrække sad han i foreningens bestyrelse. Selvom familien senere bosatte sig i Sommersted bankede hans hjerte fortsat for OIF.

Da han trådte ud af de aktives rækker blev håndbolddommergerningen hans foretrukne interesse.
Med sin myndighed og sit rolige gemyt på banen førte det ham frem til en placering som en af de bedste i vores landsdel.

Egon har varetaget mange opgaver for de forskellige idrætsgrene, ikke mindst for os i håndboldafdelingen. Vi har haft stor glæde og gavn af Egons hjælpsomhed.
Han havde styr og overblik over alt, ligesom der altid var rent og pænt i hallen.

Når der blev kaldt på Egon som fodbold- eller håndbolddommer til sommerfesten, så kunne man altid regne med ham. Uden han skulle have så meget som en krone for sin indsats.

Egon var en mand, der forstod at rose og give skulderklap. Og han satte stor pris på en god snak med folk, der kom i hallen.

Vore tanker går til de efterladte.

Æret være Egons minde.

På vegne af Oksenvad Idrætsforening
og håndboldspillerne

Anni Hansen
Tovskovvej 51, Mølby

Tilbage til forside