Pænt overskud i OIF


Sommerfesten 2004 gav 23.800 kr. i overskud.

Oksenvad, 21. februar 2005
Oksenvad I. F. kom ud af 2004 med et overskud på godt 12.000 kroner. Det var efter den sidste håndboldrate på over 10.000 kroner var betalt. Generalforsamlingen var meget dårligt besøgt, delvist fordi det faldt sammen med to andre lokale arrangementer. Men også fordi medlemmerne og forældre til børn i foreningen ikke møder frem.
Alligevel lykkedes det at vælge to nye til bestyrelsen, nemlig Anton Snediker og Susanne Krogh, der afløser Hanne Aagaard og Ejgil Wind. Den nye bestyrelse har allerede konstitueret sig.

Mange frivillige hjælpere
I sin beretning kunne formanden Jan Henriksen berette om et godt år for fodbolden og en vellykket sommerfest, hvor mange frivillige gav en hånd med. Cowboyfesten var en stor succes og er også på programmet i 2005. Foreningens visionsaften med DGI kunne godt have brugt flere deltagere, men de der deltog kom med mange gode forslag til fremtidsvisioner for OIF.
Ejgil Wind modtog for andet år i træk årets idrætspris.

Landsstævne 2006 i Haderslev
Torben Meyer fra Haderslev Gymnastikforening fortalte om Landsstævnet 2006 i Haderslev, hvor man forventer 37.000 deltagere.
Det kræver 6.000 frivillige hjælpere, og derfor er Landsstævnet i gang med en kampagne for at hverve hjælpere.
Så skulle du have lyst til at hjælpe i dagene op til Landsstævnet og ved selve stævnet 29. juni - 2. juli 2006, så meld dig hos OIF's formand. Foreningen får betaling for de timer deres folk lægger ved arrangementet.

Tilbage til forside