Et mindeord for Hermann
HermannLindahl1975Telt.jpg (55406 bytes)
Sommerfesten strakte sig i 70'erne
over 8 kalenderdage.
Det var et kæmpe arbejde ikke mindst
for formanden Hermann Lindahl.
Billedet er fra foreningsbladet OKSPORT.

Oksenvad den 19. august 2002
Det var med vedmod, at vi fredag den 16. august erfarede, at Hermann Lindahl var sovet stille ind blot 56 år gammel.
Hermann blev som 17-årig indvalgt i bestyrelsen for Oksenvad Ungdoms- og Idrætsforening i 1963, hvor han de første år bestred posten som kasserer. I 1967 blev han formand for foreningen, og dette hverv udførte han med stor dygtighed de følgende 15 år.
Hermann var selv en glimrende fodbold- og håndboldspiller. Og han var fortsat at finde på old-boys holdet, indtil en skade for et par år siden satte en stopper for legen med bolden.
I 1978 var Hermann initiativtager til selvsamme lokalturnering for old-boys hold, og han var succesfuld turneringsleder i næsten 25 år.
I mange år var Hermann også håndbolddommer. I andre perioder var han håndboldtræner, kamptilrettelægger, redaktør af klubbladet, instruktør for dilettanten og kredsformand i S.I.
Hermann huskes ikke mindst for sit store engagement for at få bedre forhold for foreningslivet i Oksenvad. Og i 1978 gik en stor drøm i opfyldelse, da Oksenvad kunne tage fodboldbane nr. to i brug. Og i 1980 fulgte de længe ønskede nye omklædningsfaciliteter og scenen ved gymnastiksalen. Jo, foreningslivet blomstrede virkeligt.
Som formand uddelte Hermann mange roser og påskønnelser til andre. Men i 1975 blev han selv hædret for sin store indsats for idrætten, da han ved S.I.’s generalforsamling modtog årets lederpris.
Else og børnene Arne, Jan og Lone har alt for tidligt mistet en ægtefælle og en far, som vi i Oksenvad skylder en kæmpe tak for en utrættelig indsats igennem en menneskealder.

Æret være Hermanns minde.

På vegne af Oksenvad Idrætsforening
Ejgil Wind
Engtoften 22, Mølby

Tilbage til forside