Undervisnings- og socialudvalget
Rådhuset
Rådhuscentret 7
6500 Vojens

 

 

Oksenvad den 26. august 1998

 

Ang. Oplysninger i Jydske Vestkysten den 21. August 1998.

I Landsbyforeningen i Oksenvad har vi med forbavselse læst artiklen om filialbibliotekerne i Vojens kommune.
Vi opfordrer undervisnings- og socialudvalget til at tænke nærmere over tingene, især med henblik på vort lokalområde.

I "Fritids- & Kulturpolitik" fra 1996 omtales bibliotekerne som kulturformidlere.
Er det "bred kulturformidling" at betragte Vojens by som Vojens kommune ?

Såvel i pjecen fra 96 som i Jydske Vestkysten omtales børn og ældre.
Forstår man ikke, at netop i landdistrikterne vil disse grupper blive udelukket fra at låne bøger i fremtiden ?

Hans Chr. Schmidt henviser til, at der kan sendes en bogbus rundt i kommunen.
Er det en garanti ? – og hvordan kan det give en besparelse ?
I øvrigt savnes det sociale samvær ved denne ordning.

Det er ikke mange penge, der spares ved at lukke filialerne.
Hvordan kan det både blive en besparelse på kommunens budget og åbne for yderligere udgifter til hovedbiblioteket ? Er I enige om en fordelingsnøgle?.

Hvis undervisnings- og socialudvalget alligevel anbefaler lukning, har vi følgende forespørgsler:

Vi har læst om, hvordan man i Christiansfeld kommune har overdraget bogbestanden til lokalcentre.
Ville det også være muligt her på stedet ?

Når vi den 20. September åbner vor internet-cafè i bibliotekslokalet, havde vi håbet, det også kunne blive en god reklame for biblioteket fremover. Det bliver så en kort virkning.
Men kan vi regne med, også efter 1. Januar 99, at kunne benytte bibliotekslokalet ( evt. med særlig telefonaftale ) til vore aktiviteter, internet-cafè, udvalgsmøder, opbevaring af vore effekter o. lign.?
Med en reduceret (sorteret) bogbestand ville det være et fint mødested for foreningen, så man undgår sammenfald med familieværkstedets aktiviteter.

Men – vi håber ikke, det kommer så vidt, tænk på, om 15-16000 kr. kan opveje endnu et savn i vort lokalsamfund.

Med venlig hilsen
Landsbyforeningen for Oksenvad og omegn

Formand
Gitte Henriksen
Vadstedvej 20
Oksenvad
6560 Sommersted



Tilbage til forside