Bumpene kommer
ikke tilbage

JensAndresen.jpg (4421 bytes)
Jens Andresen
Sønderjyllands Amt

Oksenvad/Mølby den 10. september 2002
Jens Andresen fra Sønderjyllands Amt slog fast på aftenens borgermøde, at bumpene ikke kommer tilbage i Mølby. Til gengæld lovede han, at der i løbet af max. 3 uger vil blive lavet en hastighedsmåling. Og såfremt målingerne viser, at de to fartdisplay ikke har den ønskede effekt, vil der komme nye foranstaltninger.
Baggrunden er, at amtet har truffet en principbeslutning om, at alle bump på de sønderjyske amtsveje skal fjernes over en årrække. Det skyldes klager fra erhvervschauffører og boligejere, der har bumpene som nærmeste nabo.
Ivrig debatlyst
De knap 30 fremmødte var ivrigt debatlystne. Og der kom mange mishagsytringer over, at bumpene var blevet fjernet uden en forudgående debat.
Mange var imod beslutningen, mens andre glædede sig over, at bumpene var væk. Hver ud fra egne forudsætninger.
Det blev især fremhævet, at lastbilerne udgjorde et stort problem, da de nu igen kunne drøne gennem byen. Og det blev også fremført, at hastigheden ud af byen var et problem. Her sker der nemlig ingen måling. Så især beboerne i østenden af byen var utrygge.
Målinger kommer snart
Jens Andresen fra amtet var knap så pessimistisk. Og han mente, at man skulle give sig tid til at kigge nærmere på de målinger, der foretages i løbet af 3 uger. Der vil blive opsamlet data fra de to standerne tæt ved byportene og evt. inde i midtbyen. Det sker over 3 dage, og samtidig får man også belyst, om trafikmængden er øget. Data fra disse målinger offentliggøres.
Effekten iflg. statistikken
Følgende data blev fremlagt vedr. effekt af bump:
Før/Efter (km/t)
Fjelstrup 54/47
Sillerup   60/49
Bovrup   59/51
Mølby    55/51 (bumpene nedsatte gennemsnitsfarten med 4 km/t)
Følgende data blev fremlagt vedr. effekt af fartdisplay:
Før/Efter (km/t)
Højrup v/Toftlund  61/55
Vollerup  på Als     56/51
Branderup (60km)  70/60
Tiltag
Hvis det viser sig, at det ikke giver samme effekt i Mølby, så fik borgerne lovning på, at der iværksættes foranstaltninger. Og nok så vigtigt, så vil borgerne blive taget med på råd. Foranstaltninger kan f.eks. være indsnævring af vejen, chikaner i form af kantsten, heller o.l.
Eller et ekstra fartdisplay, fotofælder eller måske en cykelsti gennem byen. Det lokale amtsrådsmedlem Johan Schmidt var også tilstede, og lovede også at følge op på sagen.
En ting kunne såvel borgere som amtet enes om: Det er farten, der er et problem. Og det er i fælles interesse, at den holdes på et acceptabelt niveau.

Tilbage til forside