Lasse nr. 3
ved DM i Motocross


LasseRosenberg2003.jpg (46391 bytes)
Lasse Rosenberg i selskab med sin 80 kubik Polini
og pokaler vundet ved Motocross løb i år.
(Foto: Børge Rasmussen)

Oksenvad 31. oktober 2003
Lasse Rosenberg fra Oksenvad er vild med Motocross maskiner. Og pokalerne i hjemmet på Forpagtervej i Oksenvad vidner om en dygtig kører. I år har Lasse vundet klubmesterskabet i Lindknud, Midtcup finalen, og ved DM fik han en flot 3. plads.

Pokalerne i år
Lasse har nu kørt Motocross i 2 år, og fik en kærkommen gave på sin 10 års fødselsdag den 27. september, da han blev klubmester i Lindknud Motocross Club.
Omkring samme tid blev den sidste af 10 runder kørt til Danmarksmesterskabet inden for DMCU. For at komme på skamlen var kravet til Lasse en 1. og en 2. plads. Hele familien var da også på lægterne den dag for at heppe - og det lykkedes! 3. pladsen ved DM kom i hus.
Den 4. oktober blev det sidste stævne kørt inden for Midtcup (Billund, Hampen, Lindknud). Her tog Lasse også stikket hjem og blev mester.

Afsted hver weekend

Der køres Motocross stort set hver weekend fra marts til oktober forskellige steder i landet - ofte på Djursland. Det bliver derfor til mange km for farmand Jørgen, som med bil og trailer kører landet tyndt.

Løbsafviklingen
Ved hvert stævne deltager kørerne i 2 løb, som hver varer 12 minutter plus 1 omgang på en ca. 1.200 m lang bane. De små maskiner kommer op på en hastighed af ca. 50 km/t, men har faktisk en max. hastighed på 100 km/t. I løbet af sæsonen kommer alle kørere til at møde hinanden, og pointene fra de enkelte runder lægges sammen.
Næste år rykker Lasse op på den store bane, som er 2.100 m lang. Og det kommer til at gå endnu hurtigere på den nyindkøbte Suzuki 65 kubik.

Dyr sport
Motocross er en dyr sport! En sæson løber let op i omkostninger på 25.000 - 30.000 kroner plus kørsel. Der skal nemlig købes en ny maskine til hver sæson.
Lasse siger derfor tak til sine sponsorer Aloe Vera ved Peter J. Hansen og Auto Centralen Kolding - og til hovedsponsorerne Helle og Jørgen Rosenberg!

Tilbage til forside