Forskønnelsespris i sigte

Folk fra Oksenvad og omegn

Oksenvad, 24. februar 2000.
Oksenvad Sogns Aktivitetscenter
Niels Hilker - formand - kunne på OSA's generalforsamling oplyse, at der til forået vil blive åbnet en læsekreds samt bogudlån fra boglokalet på Oksenvad skole. OSA har nemlig købt et parti bøger efter nedlæggelsen af lokalbiblioteket i Oksenvad. Det bliver Lokalhistorisk forening, som skal stå for aktiviteten.
Der er blevet brugt en pæn sum penge på istandsættelse af området omkring OSA, både som tilskud til børnehaven og i forbindelse med renoveringen af P-pladsen foran bygningen. Derfor kommer OSA også ud af året med et underskud på 4.600 kroner iflg. kasserer Karl Hansen.
Charlotte Holm blev nyvalgt til bestyrelsen som beboerrepræsentant, hvor hun afløser Ejgil Wind.
Karl Lindahl takker også af efter at have repræsenteret idrætsforeningen siden starten i 1992. I stedet indtræder Tommy Schultz i bestyrelsen.

Landsbyforeningen for Oksenvad og omegn
Landsbyforeningen fik den hidtil bedste medlemstilslutning med 304 medlemmer i 1999. Også landsbyforeningen havde ydet et tilskud til etablering af børnehavens legepladsprojekt. Og så var 1999 året, hvor der blev plantet 5.000 blomsterløg, som netop nu er begyndt at gøre sig bemærket, kunne formanden Gitte Henriksen fortælle i sin beretning.
Med hensyn til gadelys i Oksenvad, så er det nu med på planen - altså 10-års planen - for kommunen, så det har nok lange udsigter.
Landsbyforenigen er repræsenteret i amtets arbejdsgruppe "Lev på landet" ved Jan Henriksen. Og endelig blev det oplyst, at Landsbyforeningen allerede i år - til Sankt Hans festen - vil uddelse "Årets forskønnelsespris" til en lokal beboer, som har ydet en ekstra indsats for at forskønne sin bolig og omgivelserne omkring denne. Der vil blive nedsat et udvalg med 5 lokale repræsentanter til at forstå valget.
Gitte Henriksen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Børge Jensen blev nyvalgt i stedet for Frank Fallesen.

Efter generalforsamlingerne gjorde Sønderjyllands amt status på naturprojekt i og omkring Mølby..


Tilbage til forside