Karsten fik opsats og pokal
KarstenSkoett.jpg (26155 bytes)
Karsten med opsats fra bukken nedlagt i Præsteskoven.
I den anden hånd vandrepokalen som det synlige bevis på "Årets medlem".

Mølby, 21. september 2000.
Oksenvad Præsteskovs Jagtforening kunne mønstre 19 mand til generalforsamlingen på Mølby Kro. Foreningen havde 26 medlemmer i 1999 og kom ud med et underskud på 2.500 kr. Det skyldes bl.a. aflysningen af decemberjagten på grund af orkanen. Og endvidere er der hensat 4.000 kroner i regnskabet til gavn for beplantning og forskønnelser i Præsteskoven.

Karl Hansen og Jan Tonnesen blev begge genvalgt til bestyrelsen. Derimod blev Karsten Skøtt fra Ørsted for første gang valgt som "Årets medlem". Karsten er som et af de nyere medlemmer aktivt med i foreningen, og han havde heldet med sig på forårsjagten i Præsteskoven, hvor han nedlagde en pæn råbuk.
Vagn Jensen fik bestyrelsens skulderklap - også i form af en pokal - begrundet i hans imødekommenhed over for foreningen. Herunder at stille lokaler og arealer til rådighed for OPJ.
Årets foreningsmesterskab i lerdueskydning blev iøvrigt vundet af Vagn Jensen i A-rækken. Jørn Jakobsen vandt B-rækken.

Som et af de kommende tiltag fik bestyrelsen til opgave at undersøge muligheden for at opstille vejskilte i Præsteskoven. Der er isært blevet aktuelt efter orkanen. Skoven har forandret sig meget, og det vil være nemmere at finde rundt både for jægere, travere og skovfolk.


Tilbage til forside